Det sydfynske øhav - Ærø

Ærø er en levende ø med historie, der byder dig velkommen og tilbyder dig at nyde øens særlige stemning og de mange natur- og kulturoplevelser, som både rummer aktivitet og rekreation. Ærøs historie er tilstede i de autentiske gamle bydele og havneområder og knytter sig til den maritime kulturarv, som lever videre i nutidig form i det maritime erhverv, der med sin tilstedeværelse skaber aktivitet i øens havne.

Når du kommer sejlende til Ærø, er alle tre søfartsbyer, Søby, Ærøskøbing, og Marstal med moderne og indbydende havne et besøg værd, og hver i sær deres eget særpræg.

Søby
Søby ligger nordligst - en gammel værfts- og fiskerby. Søby var et lille fiskeleje i middelalderen og har måttet kæmpe en hård kamp mod de to store byer, Marstal, og Ærøskøbing. Det fornemmer man tydeligt med de forholdsvis små huse i byen, og Søby kirke fra 1745 er meget enkel og beskeden. Havnen fremstår i dag i pæn og moderne stand med en masse grillpladser og legepladser. Skoldnæs fyr ligger 5 km. fra Søby. Du kan leje cykler eller tage turen derop til bens. Omkring Skoldnæs Fyr er der i dag anlagt en 18 hullers golfbane, som på rekordtid er blevet ganske populær. Fra Skjoldnæs fyr kan du se helt til Kiel i klart vejr.

Ærøskøbing
Ærøskøbing ligger midt på øen. Ærøskøbing er en eventyrby, der ser ud som for 200 år siden, og flere huse i byen er i dag 350 år gamle. Samtlige byhuse i Ærøskøbing er totalt fredet, hvilket holdes i hævd. Ærøskøbing er næsten verdenskendt for de hyggelige stræder med de lavloftede bindingsværkshuse og alle stokroserne. Når du går op ad gågaden på din ferie, møder du i sommerhalvåret en dejlig duft af hjemmelavede vafler til isene. Flaskeskibssamlingen er spændende afveksling til slentreturene i Danmarks hyggeby nummer 1.

Marstal
Marstal har den største marina på Ærø og er fra gammel tid den mest velhavende by på Ærø. Mange Marstallere er for hundreder år tilbage kendt som handelsfolk, specielt i forhold til Tyskland. Marstal var op til til begyndelsen af dette århundrede en af Danmarks førende søfartsbyer med 300 hjemmehørende fartøjer. Byens maritime historie er skildret i Marstal Søfartsmuseum. Marstal har en stor gågade med pænt udvalg i butikker, cafeer og restauranter.

Badehusene
Både ved Marstal og ved Ærøskøbing kan man se en perlerad af bittesmå træhuse i glade farver. Husene ejes af private og går i arv fra generation til generation.

Jættestuer/stendysser
Kragnæs , Lindsbjerg , St. Rise: Minder fra Ærøs oldtid ses flere steder på øen. Både jættestuen i Kragnæs og langdyssen i St. Rise er velbevarede. Det samme gælder langdyssen og jættestuen på toppen af Lindsbjerg, et udsigtspunkt , hvorfra man kan se næsten hele horisonten rundt.

Landsbyerne på Ærø
Landsbyerne på Ærø ligger som perler på en snor langs hovedlandevejen. Kør ind gennem landsbygaderne og nyd den uforstyrrelige idyl. Køer græsser på de frodige marker, som med diger og levende hegn omkranser de små, velholdte huse og gårde, ofte med bindingsværk og nyrestaureret stråtag. Velplejede haver med frugttræer og blomster støder op til bygaden, og i gadekæret trives ænder og andet dyreliv.

Fredsbænken
Rastepladsen ved Olde Mølle: Fredsbænken står på et af Ærøs højeste punkter midt på øen. Den er skabt af billedhuggeren Erik Brandt fra Assens og står som et symbol på håbet om fred i verden. Bænken har form som en bro, og her kan man sidde og gøre sig positive tanker, mens man nyder det vide udsyn over ø og hav.

Gode ideer til andre ture i det sydfynske øhav? Send det til os. Vi præmierer med en god flaske vin.